Asgaardsreien (feat. Lillian Sunrise)

Lydt gjennem Luften i Natten farer
Et Tog paa skummende sorte Heste
I Stormgang drage de vilde Skarer
De have kun Skyer til Fodefæste
Det gaaer over Dal over Vang og Hei
Gjennem Mulm og Veir; de endse det ei
Vandreren kaster sig ræd paa Veien
Hør hvilket Gny - det er Asgaardsreien

Thor den stærke med løftet Hammer
Staaer høit i sin Karm er forrest i Laget
Han slaaer paa Skjoldet og røde Flammer
Belyse det natlige Tog ved Slaget
Da klinge Lurer da er der en Støi
Af Bjælder og ringlende Ridetøi
Da hyler Sværmen og Folket lytter
Med stigende Angst i de dirrende Hytter

Asgaardsreien i Fylking rider
Ved Høst og Vinter i barske Nætter
Men helst den færdes ved Juletider
Da holder den Fest hos Trolde og Jetter
Da stryger den lavt over Eng og Sti
Og farer den larmende Bygd forbi
Da vogt dig Bonde hold Skik og Orden
Thi Asgaardsreien er snart ved Gaarden

Naar Øllet virker i Bjælkestuen
Og vækker de hedenske Juleskikke
Og Ilden kaster sit Skin fra Gruen
Paa svingede Knive og vilde Blikke
Da gaaer der et Gys gjennem Tumlen tidt
Da høres de natlige Skarers Ridt
Da knager Væggen da dandser Kruset
Thi Asgaardsreien slaaer Kreds om Huset

Der holdtes et Bryllup paa Øvre-Flage
Tre hellige Juledage til Ende
Blandt Terner fandtes ei Brudens Mage
Og Brudgommens ei mellem Ungersvende
Der stod en Glands i den bonede Hal
Af dækkede Borde og dyrt Metal
Der fandtes en Skat som er kommet for Orde
Af Kobber paa Væg og af Sølv paa Borde

Og lystigt durede Trommer og Giger
Og Brudgommen traadte sin Dands mandhaftigt
Han førte sin Brud mellem Svende og Piger
Da gik vel Hallingen let og kraftigt
Til Dandserens vældige Kast og Hop
Fløi Ternen om som en surrende Top
Da strømmede Larmen og Spillet sammen
Da drønede Hallen af Liv og Gammen

Den tredie Kveld da Øllet var drukket
Gjennem al den Helg af Gamle og Unge
Da var vel Tørsten i Laget slukket
Men Karlene vare drukne og tunge
Vor Brud havde atter sin Krone paa
Thi nu skulde Skaalen om Bordet gaae
Og nu tog Kjøgemesteren Ordet
Og krævede Stilhed med Slag i Bordet

Da styrtede ind i det bænkede Gilde
De vidt berygtede Seims-Bersærker
Øinene rullede mørke og vilde
Paa Panderne havde de Slagsmaalsmærker
De gjorde et Sprang over Hallens Gulv
Ja det var Brødrene Grim og Ulv
Grim der nys var forskudt af Bruden
Kom nu selvanden og var ei buden

De døsige Gjæster foer op med Bæven
Og havde kun liden Hu til at stride
Hver ravende Mand der knyttede Næven
Blev grebet i Bringen og kastet til Side
Brudgommen satte sit Bæger ned
Steeg op paa Bænken og bad om Fred
Men Brødrene reve alt Kniv af Bælte
Det var just Brudgommens Liv det gjældte

Da stimlede Kvinderne sammen i Klynge
Og danned' en Vagt om den haardt Betrængte
Bag Borde og Bænke der laae i en Dynge
De stode ved Høisædet indestængte
Den ældste Kvinde i deres Flok
Blottede nu sin graanede Lok
Og gav saa Brudgommen Sønnenavnet
Og tog ham paa Skjødet og holdt ham favnet

Men Brødrene endsed' ei Kvindemildhed
De stormede frem over Borde og Bænke
Og splittede Kvindernes Flok med Vildhed
Da var der ei længer paa Fred at tænke
De greb' deres Offer og slæbte ham hen
Til Hallens Dør og ud gjennem den
Da blev der en rasende Kamp i Gaarden
Og Gjæsterne fulgte i vild Uorden

De styrtede ud med Blus og med Brande
Thi over Egnen rugede Mørket
Da saae de Brudgommen opreist stande
Nu var han af Vinterens Luftning styrket
Han brugte sin Kniv til Snit og til Stød
Saa gav han igjen hvad de Andre bød
De Trende danned' et rædsomt Knippe
Og Ingen af dem vilde Taget slippe

Da tumlede Grim med Eet overende
Og Blodet strømmed ham bredt af Brystet
Des haardere brødes de andre Tvende
Og holdt hinanden i Rygtag krystet
Tilsidst blev Brudgommen sat mod Jord
Og Kniven alt mod hans Strube foer
Men Ulv holdt inde og stod bedøvet
Og skjælved og bæved som Aspeløvet

Thi gjennem Luften i Mulmet sused
Et huiende Tog paa fnysende Heste
Det foer over Skoven mod Brudehuset
Og vilde det blodige Gilde gjæste
Da klang der Lurer da blev der en Støi
Af Bjælder og ringlende Ridetøi
Nu var det nær - det kom over Heien
Der hørtes et Skrig: Det er Asgaardsreien

Da blev der et Veir mellem Jord og Himmel
Der kastede Rædsel i alle Barme
Det hvirvled afsted i voxende Stimmel
Det slog med Vinger det greb med Arme
Da var det Ulv blev draget i Haar
Og slynget i Luften og ført af Gaard
Ja ført over Skov over Fjeldetinde
Han spurgtes ei meer han var ei at finde

Da Larmen stilned om Rædselsstedet
Laae Grim af Dødskampen sammenkrummet
Men Brudgommen blev over Sneen ledet
Og sattes paa Hynden i Gjæsterummet
Hans Hoved vakled hans Blodstrøm flød
Han svæved en Tid mellem Liv og Død
Men han blev pleiet og vel forbundet
Om Vaaren havde han Alt forvundet

Nu sidder han bøiet og høit bedaget
Og kan sin Æt omkring Arnen samle
Nu sidder han ofte med Sagn i Laget
Og korter Tiden for Unge og Gamle
Saa var det seneste Julekveld
Da Ungdommen raabte: Fortæl fortæl!
Da flammed hans Blik da saae han tilbage
Da maned han frem sine Bryllupsdage