Cafe Måneskin

Der var to der fødtes som engle
langsomt visnede vingerne bort
mens de gjorde verden til vane
på deres vej til fornuft og til kort
det var først ved verdens ende de kom til sig selv
der var to der fødtes som engle, Ariel

Og nu sad de og talte derude
ved et bord med en halv flaske gin
og når de trængte til at synge og danse
tog de på Café Måneskin
hvad de så det var igennem fingre med sig selv
og nu sad de og talte derude, Ariel

Hver nat når de kom ind
på Café Måneskin
gik en engel og sagde: Giv os vingerne tilbage
hvem vil være en løgn
hvem ved hvor vi er om et døgn
og måtte du leve alle dage

Og de talte om angst for at miste
så det at være sammen blev svært
og de talte om at forpligte
sig til hinanden som det de fik lært
alt vi gør det har vi valgt at gøre ved du vel
og de talte om angst for at miste, Ariel

Hver nat når de kom ind...

som en regnbue ejer vi livet
tiden er det bedste vi har
og i morgen når fuglene vågner
kan vi være så langt væk herfra
kom og sæt dig tæt ind til mig, flyv alligevel
som en regnbue ejer vi livet, Ariel

Hver nat når de kom ind...