Træt

Hun stillede sig i døren ind til stuen
Hun var bleg, man kunne se at hun havde grædt
Han havde lige fået sig sat og fået benene lagt op
For han var så rasende træt

Hun stod ligesåstille der og stirrede
Der var noget hun ikke kunne få sagt
Hun tog et par tilløb, det sitrede om munden
Men hver gang gik hun i stå

Han tog lige så stille fødderne ned fra bordet
Han kunne mærke, at her var noget galt
Han mærkede de små hår i nakken blive stive
Hvad var det hun ikke havde fortalt?

Havde hun fundet en anden og ville skilles?
Var et af børnene blevet kørt ned?
Var hun kørt imod noget og havde ødelagt hans bil?
Eller måske det der var værre?

"Fortæl mig så, hvad det er vi vejen?" sagde han
"Jeg kan ikke ta', at du bare står der"
"Nu tager vi det roligt, og sæt dig så ned"
"Og fortæl mig så, hvad det er?"

"Åh, jeg er så fortvivlet, så elendig"
"Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre"
Så græd hun igen, helt ude af sig selv
Hans mund var fuldstændig tør

"Nu på lørdag", sagde hun, "Når vi skal til bryllup"
"Så"
"Ja, hva' så?" sagde han
"Så, så er jeg ikke helt sikker på at jeg vil med"
"Jeg ejer ikke en klud at tage på"

Hans små hår i nakken begyndte at lægge sig
Hans puls blev normal lige med ét
Hans fødder fandt vej op på bordet igen
For han var så rasende træt