Maries efterår

Køkkenet er rent, alt er på plads
Vandhanen drypper i vasken
Sol glimter i kopper, tallerkener og glas
Og gløder i kirsebærvinsflasken
Henne over vandhanen hænger en klud
I vinduet der svirrer en flue der vil ud
Ellers ligger alting så stille hen

Stuen er stille, luften er tung
Klokken slår tiden i stykker
Herinde er tiden hverken kort eller lang
Men stilheden den truer og trykker
Op imod væggen ved bordet i en stol
Dér sidder Marie og sover i solen
Herinde går livet på krykker

Marie er gammel, og nu er hun træt
Hendes hænder kan ingenting lave
Hun har levet sit liv, hun har leet og grædt
Og nu er hun træt af dage
Hendes mand var en styrmand der sejlede til søs
Og omkom en nat da det rigtig gik løs
På ét af de syv store have

Nu sidder hun her som en mørk silhuet
Med Bibelbogen på bordet
Den er ligesom hende, mørkklædt og slidt
Marie hun lever i ordet
Lys skinner omkring hende så let og så fint
Det brydes så nænsomt i kniplingsgardinet
Og lander som snefnug i håret

Hun er som en skøn melodi i mol
En blomst der svides af frosten
Et liv der er slut, en glød der er kold
Et fartøj der nærmer sig kysten
Som ung var hun dejlig, men nu er hun smuk
Nu, da fjederen er ved at rende ud
Som korn når det nærmer sig høsten