Sig Nærmer Tiden

Sig nærmer tiden, da jeg må væk,
jeg hører vinterens stemme;
thi også jeg er kun her på træk
og haver andensteds hjemme.

Jeg vidste længe, jeg skal herfra;
det' ikke det der mig tynger,
og derfor ligeglad jeg nu og da
af hele hjertet synger.

Jeg skulle sunget lidt mer' måske -
og vel også lidt bedre;
men mørke dage jeg måtte se,
og stormen rev og sled i mine fjedre.

Jeg havde gerne i Guds natur
med glæde spændt mine vinger,
men jeg sad fast i mit snævre bur,
det alle vegne mig tvinger.

Jeg ville gerne fra højen sky
udsendt de gladere sange;
men blive må jeg for kost og ly
en stakkels gældbunden fange.

Tit ligevel til en smule trøst
jeg ud af fængselet titter
og sender stundom min vemodsrøst
med længsel gennem mit gitter.

Lyt og, o vandrer, til denne sang,
lidt af din vej du hidtræde!
Gud ved, måske det er sidste gang,
du hører livsfangen kvæde.

Mig bæres for, som ret snart i kvæld
at gitterværket vil briste;
thi kvidre vil jeg et ømt farvel;
måske det bliver det sidste.