Angst - af Kasper Spez

Tankerne strejfer mig ikke perifert
de sparker døren ind, og står så bare og hænger i entreen
svæver som fluer over papiret og nægter at sætte sig,
scenen er sat, sydfynsk selvbedrag, bord dæk dig,
men jeg klapper ivrigt ved følelsen ved nakkehvirvlen
sådan en rigtig menneskefølelse! Den endeløse, hårrejsende tvivlen.
I pendulfart mellem sindssygen og sindsroen
for misbruget avler mistroen, avler at pette med depressionen.
Jeg løfter skamfuldt op i kjolen på hver en diagnose
sætter mit lille komma i det her djævlens værk, finder ro.
For jeg kan mærke helt herinde, at vi skal helt derud, helt derned
med fingrene i karakterbogen på ligegyldigheden.
Min angst må forløses i længsel
og i syner af rædsel og nød
jeg har længtes mod skibskatastrofer
mod hærværk og pludselig død
Jeg har længtes mod brændende byer
mod menneskeracer på flugt
et opbrud der ramte alverden
et jordskælv som kaldtes guds tugt.
Dæmonerne driver fra havn i øjnene på en generation der marcherer gaderne i hjemløse savn.
Jeg møder mine i øjenhøjde bag persienner
hånd i hånd med en kender der fortæller
vi afskriver os selvmordets luksus når vi bliver forældre.
Jeg trækker Vesterbro hen over mig
krampagtigt, krumrygget
Det drypper ned fra natten,
rundhåndet fra mundstykket
Det er en bittersød symfoni, foreviget på deres arme,
og de griner den ud i natten, lige nok til at dække for arene
Men kig mig i øjnene, der er minestrygere i orkestergraven,
jeg håber du har øvet koreografien, før du kommenterer inventaret
Du er ikke sceneklar endnu min ven, sondér terrænet
og pimp autopiloten før du forsøger dig med refrænet.